Afholdt mandag den 18. april 2011 kl. 19.30 i Munklindehus
1. Valg af ordstyrer: Tom Nygaard
2. Valg af referent: Lene Simonsen
3. Bestyrelsens beretning: Conny Nygaard fremlagde bestyrelsens beretning, (ses nedenfor)
Beretningen blev godkendt.
4. Regnskab: Kirsten Jensen fremlagde regnskabet for 2010, som efterfølgende blev godkendt.
5. Indkommende forslag: Der var ingen
6. Fastsættelse af kontingent: Uændret fortsat 25,- kr. pr. person
7. Valg af bestyrelse: På valg var Ole Jensen og Peer Simonsen – De blev genvalgt
8. Valg af revisor: Birthe Hedegaard blev genvalgt
9. Eventuelt: Jan Anderschou og Niels Arvedsen informerede os om deres arbejde vedr. mobildækning og Kommunens Vindmølle projekt.
Formandens Beretning:
Medlemstallet er stadig stigende. Der var 83 betalende medlemmer i Munklindes Venner i 2010
Økonomisk har Munklindes Venner igen i 2010 modtaget grundtilskud fra kommunen. Hovedparten af indestående blev anvendt til det store projekt i og omkring Munklindehus.
Arrangementer:
Vi besluttede at deltagerpris ved arrangementer, blev gradueret så de der ikke er medlemmer betaler 10,- kr. mere ved arrangementer end medlemmerne, dette har der været fin forståelse for.
Damebar 23/4 Fin opbakning der var mødt 24 deltager op, det var en rigtig hyggelig aften. En god ide at have et tema, som denne gang var fremvisning af Frindtex’s forårskollektion. Aftenen gav et lille underskud på 14,- kr.
Grisefest 3/7 Godt fremmøde og en rigtig hyggelig aften gav et overskud på 1.765,- kr.
Til morgenmad var vi 26 og om aftenen var vi 86 deltager.
Til næste grisefest har vi besluttet at starte dagen med gratis morgenmad. Og de som ønsker at hygge sig ved grill pladsen, på boldbanen eller give en hånd i køkkenet er meget velkomne til at blive.
Herreaften 4/9 med vinsmagning – Der var ikke så mange tilmeldte, så arrangementet blev afholdt på Vestermoselundvej, hvor mændene havde en hyggelig aften hos Peer. Underskud på 260,- kr
Vi havde også planlagt en julefrokost til d. 26/11, men grundet den lave tilmelding valgte vi at aflyse dette arrangement. Vi vurderede at der var for få til Munklindehus og for mange til at være privat.
Fremover vil vi nøjes med at have grisefesten og et herrearrangement – i 2011 bliver det en gentagelse af succesen Mænd laver mad.
Dette er begrundet i at Aktive Kvinder laver så mange fine arrangementer for kvinder og forskellige foredrag ligesom sogneaftener er med til at dække dette behov. Vi har jo på ingen måde lyst til at være konkurrerende, men vil stadig gerne på forskellig vis bidrage til, at støtte og vedligeholde tiltag som fremmer fællesskabet i Munklinde og omegn.
Vi havde i 2010 igen lavet en folder med information omkring projektet ved Munklindehus og orientering om de forskellige arrangementer. Dette har vi besluttet ikke at gøre fremadrettet. Dels fordi vi nedsætter antallet af arrangementer og dels fordi vi har indtryk af, at folk læser herom på hjemmesiden og vi rundsender mails, til alle der har oplyst deres mailadresser, ligesom der stilles skilte ud før arrangementerne.
Da Boldbanerne i Munklinde, blev nedlagt som en del af Ikast-Brande kommunes sparerunde, har Munklindes Venner ansøgt kommunen om brugsret på boldbanerne. Så vi fremover selv skal sørge for at arealet bliver vedligeholdt, så den er brugbar til de formål vi ønsker at benytte det til.
Vi har samtidig anmodet om brugsret på 2 mål, så vi kan give interesserede mulighed for at udfolde sig på banen.
Derudover har vi gang i en ansøgning om Skiltning af Munklindehus ved Skyggevej, i Munklinde by og ved Ikastvej/Haraldslundvej. Vi har gennem Landdistriktsrådet fået bevilget skiltene, så nu venter vi blot på svar fra kommunen om lov til at opsætte disse informationsskilte, så folk bedre kan finde vej til Munklindehus.
Så har vi i 2010 lavet et forsøg med udvidelse af Hyggeklub til aften regi. Ideen opstod i forbindelse med, at hyggeklubben for de ældre borgere fik sponsoreret et billard/pool bord, hvorefter vi besluttede at starte en aftenklub op, således at de som stadig er aktive på arbejdsmarkedet, har mulighed for at hygge sig med et spil i godt selskab. Dette kørte i en periode, men vi måtte erkende, at der ikke var opbakning nok til at fortsætte dette, så vi valgte at nedlægge projektet igen. Man kan jo ikke på forhånd vide, hvad der er grobund for, så det er fint nok at prøve nogle ideer af.
Bestyrelsen i Munklindes Venner ser vores udviklingsplan som et godt udgangspunkt for projekter, som gavner Munklindes udvikling. Der arbejdes for, at Munklindes udviklingsplan bliver gjort til handling og ikke blot ender som fine ord i et kompendium. Vi nyder i den grad, at opleve at borgerne løfter i flok, når ønskerne i planen skal føres ud i livet gennem projekter. Og vi gør alt for, at samarbejde med så mange som muligt om, at Munklinde bliver et endnu mere attraktivt sted at bo/bosætte sig.
Så det er med stolthed at vi kan vinge endnu et par punkter af på listen fra udviklingsplanen, nemlig det at bedre aktivitetsmuligheder for børn, ved etablering af en legeplads, vi fik tilladelse fra landzonen og naturbeskyttelsesloven og selvom det tog lang tid, fra beslutning til færdiggørelse, er det dejligt at vi nu har en helt lovlig legeplads, som både kan benyttes til dagligt af områdets børn og ved arrangementer i Munklindehus.
Ligesom renoveringsplaner i huset, samt etablering af en hyggelig gårdhave er gennemført, med god opbakning fra en bred del af lokalbefolkningen.
I øvrigt blev Gårdhaven indviet ved en lille reception. Det var fantastisk vejr, så vi kunne sidde udenfor og hygge. Mens vi kunne overbringe en varm tak til alle, der havde hjulpet til, der var omkring 45 mennesker mødt frem. Tuborgfondet overrakte 15.000 kroner, til borde- bænkesæt.
Desuden har foreningen Munklindes Venner sponsoreret materialer til et springvand for, at fremme gårdhavemiljøet ved Munklindehus. Etableringen er naturligvis varetaget af frivillige, som herved har fået skabt den helt rette atmosfære i gårdhaven.