Lokal foreningen Munklindes Venner blev stiftet i november 07.
Foreningen blev stiftet på baggrund af, at Ikast-Bande kommune havde afsat midler til landsbyudvikling, hvorfra man kunne søge et grundtilskud. For at få del i midler skulle man have en forening i landsbyen.
Foreningens formål er, at støtte og vedligeholde tiltag som fremmer fællesskabet i Munklinde og omegn, herunder også støtte vedligeholdelse af Munklindehus.
Vi nåede, med god hjælp fra kommunen, at få tildelt grundtilskuddet på 20.000 kr. i 2007. Af disse blev 15.000 anvendt til renovering og nyindkøb i Munklindehus – vores fælles samlingssted og 5000,- til at opbygge det sociale fællesskab i Munklinde og omegn.
Det første vi gjorde var, at udarbejde en lille folder, hvor vi bl.a. orienterede om foreningen, men også en beskrivelse af alle de tiltag, som allerede eksisterede i vores område. Dette var pga. at vi fra flere tilflyttere havde hørt, at man ikke var klar over hvilke muligheder der var og at der mange gange gik lang tid, før man blev orienteret om de forskellige tiltag. Folderens bagside udnyttede vi til, at invitere til foreningens første Fredags-hygge-arrangement Grisefest. Med 94 deltagere, kunne vi kun være begejstrede for opbakningen.
Vi har prøvet til med forskellige Fredags-hygge-temaer som, fredagsbar for kvinder, Mænd laver mad og Julefrokost. Der har været svingende deltagertilslutning, men til alle arrangementer har vi oplevet en rigtig positiv atmosfære – og efterfølgende fået mange tilbagemeldinger om, at man virkelig havde hygget sig med gamle bekendte og nydt at lære nye folk fra området at kende.
